Chokmeddelelse efter myndighedskaos!

PRESSEMEDDELELSE FREDAG 19. MARTS 2021

Direktør for frisør- og kosmetologskoler sigtet efter myndighedskaos - er ikke tvangslukket ifølge Erhvervsstyrelsen, mens Politiet giver bøder

 

Danmarks største private udbyder af kosmetolog- og frisøruddannelser har fået afslag på lønkompensation som tvangslukket virksomhed. International Training Academy (ITA), der årligt udfører 130.000 elevbehandlinger på kunder, er ifølge Erhvervsstyrelsen ikke tvangslukket, og kan derfor ikke få lønkompensation efter reglerne eller dækning for faste omkostninger. Politiet er af den stik modsatte opfattelse og har sigtet direktøren, da han genåbnede.

 

Økonomien i International Training Academy - Danmarks største private udbyder af kosmetolog- og frisøruddannelser - er bygget op omkring egenbetaling fra skolens 200 elever og ikke mindst kunders betaling for op mod 130.000 elevbehandlinger årligt. Behandlingerne finder sted i ITAs frisørsaloner og skønhedsklinikker tilknyttet træningsakademierne i København, Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense.

“Elevbehandlinger er størstedelen af vores indtægtsgrundlag, så når det forsvinder, så er det vores eksistensgrundlag, der forsvinder”, siger Jonas Markou, adm. direktør for International Training Academy (ITA).

 

Afslag uden begrundelse

Erhvervsstyrelsen har givet afslag på ansøgningen om lønkompensation fra International Training Academy, selvom virksomheden i foråret fik godkendt en tilsvarende ansøgning. Uden yderligere begrundelse skriver Erhvervsstyrelsen, at der “efter de foreliggende oplysninger er utilstrækkelig dokumentation for, at virksomheden er omfattet af forbud mod at holde åbent”.

I en tid hvor liberale erhverv og serviceerhverv, som f.eks. frisører, tatovører, massører, negleklinikker og køreskoler har været tvangslukket for at inddæmme corona-truslen, mener myndighederne altså ikke, at selskabets skolesaloner og skoleklinikker er omfattet af kravet om nedlukning.

Når Erhvervsstyrelsen afviser, at International Training Academy er tvangslukket, så udelukker det samtidig virksomheden for at søge om 100 % kompensation for faste udgifter under tvangslukningen.

 

Sigtet efter genåbning

Fyns Politi er dog lodret uenig med Erhvervsstyrelsen. Så da Jonas Markou i fredags åbnede International Training Academys lokaler i Odense, blev han omgående sigtet for at overtræde bekendtgørelsen om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19.

“I fredags havde vi intet andet valg end at åbne. Vi havde fået afslag på lønkompensation som tvangslukket virksomhed, og vi var ved at løbe tør for penge. Desuden havde vi Erhvervsstyrelsens ord for, at vi ikke var omfattet af forbud mod at holde åbent. Efter sigtelsen har vi lukket igen, og vi er virkelig i klemme mellem to myndigheder”, siger Jonas Markou

Efterfølgende er sagen blevet overdraget til Rigspolitiet, da ITA er en landsdækkende virksomhed. Rigspolitiet har henvendt sig til Erhvervsstyrelsen for at få deres opfattelse af situationen.

 

Afskåret fra kompensation for faste udgifter

I en desperat situation har International Training Academy i sidste uge valgt at søge om lønkompensation efter de generelle regler. Samtidig rettede man henvendelse til Christiansborg for at få politisk hjælp. Her valgte Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen at stille spørgsmål til Erhvervsministeriet om sagen. 

“Så begyndte der at ske noget. Fredag aften fik vi pludselig at vide, at vi var godkendt til generel lønkompensation. Det tog mindre end to dage, mens vores første ansøgning var næsten en måned undervejs. Den generelle lønkompensation efterlader os dog med et kæmpe problem. Da vi efter Erhvervsstyrelsens opfattelse ikke er tvangslukket, så har vi ikke ret til fuld kompensation for faste udgifter. Der kommer vi til at mangle 1,6 mio. kroner”, slutter Jonas Markou.

 

Fakta: 

International Training Academy (Beauty and Style) er det største og førende træningsakademi indenfor skønhedsbranchen i Danmark. Vi har mere end 200 studerende på vores træningsakademier i København, Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense og udfører årligt op mod 130.000 elevbehandlinger. Selskabet har 23 ansatte.

Kontakt:

Jonas Markou, administrerende direktør. Telefon: 2076 7866, e-mail: [email protected]

Sagen i korte træk

- 5. februar søger ITA om lønkompensation under ordningen for tvangsnedlukkede selskaber

- 3. marts får virksomheden afslag på sin ansøgning. Erhvervsstyrelsen skriver, at “efter de foreliggende oplysninger er utilstrækkelig dokumentation for, at virksomheden er omfattet af forbud mod at holde åbent”. Herefter går ITAs advokater i dialog med Erhvervsstyrelsen.

- 10. marts står det klart, at Erhvervsstyrelsen fastholder sin afgørelse. ITA vælger på advokaternes opfordring at søge lønkompensation under den generelle ordning. Dette sker uden at erkende, at Erhvervsstyrelsen har ret i sin afgørelse. Ansøgningen sendes klokken 13.19.

- 11. marts retter Torsten Schack Pedersen henvendelse til Erhvervsministeriet.

- 12. marts åbner ITA sin kosmetolog- og frisørskole (skolesalon og -klinik) i Odense for behandlinger (man har jo Erhvervsstyrelsens afgørelse af, at virksomheden ikke er omfattet af nedlukningen). Som forventeligt medførte det et besøg af betjente fra Fyns Politi og en sigtelse af administrerende direktør Jonas Markou. Herefter lukkede salonen igen.

- 12. marts klokken 18.39 tikkede der pludselig besked ind i ITAs E-boks om, at man var blevet godkendt til lønkompensation under den generelle ordning. Det må siges at være rekordhurtig sagsbehandling, da første ansøgning var næsten en måned undervejs i systemet.

- Mandag den 15. marts, blev ITAs adm. direktør Jonas Markou ringet op af Fyns Politi: Sagen er nu overdraget til Rigspolitiet, da International Training Academy er en landsdækkende virksomhed. Jonas Markou har mundtligt fået at vide, Rigspolitiet har rettet henvendelse til Erhvervsstyrelsen, men at de på nuværende tidspunkt ikke har fået noget svar om, hvordan Erhvervsstyrelsen opfatter sagen. Spørgsmålet er så, om Erhvervsstyrelsen overfor Politiet vil fastholde, at ITA ikke er omfattet af tvangsnedlukning? Eller om dialogen med Rigspolitiet vil føre til en revideret opfattelse af ITAs status?

Politiet oplyste endvidere at den fulde risiko er ITAs, uanset hvad de vælger. Med andre ord: Hvis ITA vælger at åbne og bliver sigtet igen, så får de flere bøder (muligvis både kunder, elever og medarbejdere).